Af Sidsel Minuva
Singlemoren Alice (Emily Beecham) er indadvendt og akavet. Hun går mest af alt op i sit arbejde; hun er en ledende planteforædler i et laboratorie, der laver nye blomster til butikshylderne. Ved hjælp af gensplejsning har hun skabt en splinterny blomst, der på terapeutisk vis kan gøre den, der lugter til den, glad.
Det lyder for godt til at være sandt – og det er det måske også. Alice sniger ulovligt et eksemplar med hjem til sin eneste sande ven, sønnen Joe (Kit Connor), og så begynder det kære barn på mystisk vis at ændre sig…
Little Joes præmis fangede straks min opmærksomhed. Genmanipulation på vildspor leger med en basal frygt, der spirer en slags ubehagelig fascination inde i mig. Men jeg fik ikke ondt i maven af Little Joe. I hvert fald ikke fordi, filmen fascinerede eller skræmte mig.
Det mest vellykkede ved filmen er nok dens billedside. Hver scene og hver location har et genkendeligt, monokromt farveudtryk. Der er ofte ikke brugt mere end tre hovedfarver, så f.eks. kun rød, hvid og sort er i fokus. Det klæder den mystiske præmis og resulterer i nogle ganske pæne indstillinger.
Lydsiden er ligeledes afmålt. Little Joe har et gennemgående, mystisk ledemotiv. Og det er her, at man som seer får en begyndende fornemmelse af filmens problemer. Den ensformige, monotone musik er ikke interessant nok til, at man orker at høre den om og om igen. Hvis jeg aldrig igen hørte den høje, hvinende lyd, der tit ledsager den, så ville det stadig være for tidligt.
Resten af filmen afspejler desværre lydsiden; den forsøger at være gådefuld, men ender med at fremstå som kedelig og anstrengt. Det ensformige udtryk resulterer i en overraskende forudsigelig filmoplevelse – seerens fantasi er langt mere magtfuld end Little Joes manuskript.
Det utvetydige udtryk bliver nemlig et problem, når man forsøger at skabe en finurlig science-fiction-fortælling. Der bliver nødt til at være en form for uvished om, hvorvidt der faktisk er noget galt med de magiske blomster.
Men selvfølgelig forsvinder en hund ind i laboratoriet og ændrer straks adfærd efter kontakt med blomsterne. Og selvfølgelig afgiver blomsterne en eksplosion af synligt pollen, når forædlerne sætter spørgsmålstegn ved, om det kunne være det, der måske skaber problemer. Man bliver som tilskuer heller ikke indført nok i fantasividenskaben bag blomsterne til at have en jordisk chance for at regne ud, om der rent faktisk er noget ondartet i gærde.
Når der ikke er plads til raffinement, spænding og et pift af kreativitet, så fungerer en kryptisk sci-fi simpelthen ikke.
De sidste pinde i Little Joes ligkiste er to bizarre elementer, der mildest talt ikke passer godt ind i en historie, der foregiver at være syret science-fiction. Før det første skildres forædleren Bella (Kerry Fox), en ældre kvinde med en svær depression med i bagagen, som mere eller mindre halvskør. Mens det er filmens mindre sympatiske karakterer, der omtaler hende sådan, så skildrer filmen hende alligevel konsekvent som anmassende og paranoid. Det efterlader mildest talt én med en dårlig smag i munden.
Og sidst, men ikke mindst, fremstiller filmen en bizar tese om forplantnings biologiske nødvendighed, hvilket rammer en hel del ved siden af tidens moderne, progressive ånd. Det virker malplaceret, og denne tese ender, kombineret med resten af filmens mange fejl og mangler, næsten med at synke hele skuden.
Alt i alt formår Little Joe ganske enkelt at forvandle en spændende præmis til en dødkedelig filmoplevelse.
Kommentarer